Krukke-kasse-beholder i ler

Leropgave (4:9)

Efter fremstillingen af den runde skål var det nu tid til at arbejde i mere skarpe vinkler. Inspirationen var en sjov kloning mellem en firkantet krukke, en kasse og en beholder (se billede) som jeg fandt i en amerikansk udgivet bog, der på tysk havde fået titlen: "Töpfern - Schritt für Schritt". Bogen er skrevet af Jolyon Hofsted, og den keramik han viser i bogen udmærker sig ved at være meget "skødesløs". Med det mener jeg keramik, hvor det er tilladt med en lidt skæv hals på en krukke, asymmetriske samlinger og videre i den dur. Ikke at jeg ligefrem ville tilstræbe "skønhedsfejl" (dem har jeg det faktisk ret svært med) men godt at have i baghovedet, at de hos nogle er fuldt ud acceptable. Det jeg ville fremstille, bestod først og fremmest af en kasse med en bund og fire sider. Dernæst en flaskeagtig afslutning bestående af en flad plade med en krave. Til sidst så et firkantet låg med hjørner der blev bøjet en anelse for at sikre, at låget ville komme til at ligge blot nogenlunde fast. 

Vi startede med at at rulle leret ud mellem to 5 mm tykke lister og som afslutning rulle mønsteret fra en dækkeserviet ned i leret. Heldigvis havde leret en tilpas konsistens (læs: fugtighed, som det jo reelt er) til at tage imod mønsteret, og det gav en ret god effekt.

Lerpladerne skulle nu ligge og tørre, inden de kunne rejses op. Efter tørringen blev de fire plader, der skulle udgøre siderne skåret i smig (et håndværker-udtryk der betyder, at to sider skæres til så de mødes i en spids vinkel). Derefter blev de 45° skrå kanter kradset op og påført slikker. De første to sider står (mildt sagt!) ikke særlig stabilt men efterhånden som 3. og 4. side kommer på, får man hold på konstruktionen og kan forsigtigt presse lidt her og der, så siderne ikke bugter sig alt for meget. En del af denne proces er også at få monteret bundpladen, og her skal man træffe et valg. I mit tilfælde var dette valg nu ikke så svært: Siderne blev monteret ovenpå bundpladen, men man kunne også have skåret bunden "fire sider mindre" og lagt den indeni, så siderne havde dannet en ubrudt flade fra top til bund. At montere bunden indeni kræver dog væsentlig mere præcision, da man først kan se om pladen passer, når den er placeret! Når førstnævnte løsning vælges, kan man blot lave bundpladen rigelig stor og så skære det overskydene ler af.

Det samme forhold gør sig gældende med toppen (som jeg dog først valgte at montere, efter at grundkonstruktionen (sider + bund) havde tørret under plastik i et par døgn). Inden toppen blev sat på, blev der indvendigt også presset en lerpølse ind i hvert hjørne. Dette for både at give konstruktionen mere stabilitet, og samtidig kompensere for de fire sammenføjningers vinkel på 90°. Iflg. keramikeren er skarpe vinkler imod lerets natur, og derfor sprænger lergenstande med skarpe vinkler lettere under brændingen. Dette kan man delvis imødegå ved at bryde skarpe vinkler med skjulte lerpølser. Lågets indvendige runding og fire bøjede hjørner blev lavet ved at lade det tørre ovenpå en ymerskål, der stod med bunden i vejret. Til sidst blev låget forsynet med en rund knop.
(Selve den beskrevne samling foregik desværre først efter at det var blevet mørkt udenfor, og derfor har jeg desværre ingen billeder fra denne proces).

Ovenfor ses det færdige resultat. Man kan stadig ane at tørreprocessen endnu ikke er helt afsluttet, og som det ses, har den ikke fået de knivskarpe hjørner jeg havde håbet på. Årsagen er naturligvis, at idet man sammenpresser siderne for at få dem til at hæfte, så efterlader dette tryk uundgåeligt en lille "overskudspølse". Lidt vanskeligt at acceptere når man er vant til at arbejde i træ, så det må nok være en del af min personlige læreproces, at kunne leve med den slags skønhedsfejl. J