Træ strik

Pænt ved jeg ikke om jeg synes det er, men så kan man jo altid som dansker vælge den mere uforpligtende " - det er da meget sjovt". Allerede på dette tidspunkt vil de fleste nok begynde at undre sig over, hvad det er jeg er i gang med at fabulere om. Svaret er ganske enkelt: Træ strik! På min biotop "pryder" dette fænomen et enkelt træ og synet af denne udsmykning vil jeg naturligvis ikke snyde andre for, så værsgo - hermed et par billeder. "Land art"....  -tja? Bedøm selv!

Krukke-kasse-beholder i ler

Leropgave (4:9)

Efter fremstillingen af den runde skål var det nu tid til at arbejde i mere skarpe vinkler. Inspirationen var en sjov kloning mellem en firkantet krukke, en kasse og en beholder (se billede) som jeg fandt i en amerikansk udgivet bog, der på tysk havde fået titlen: "Töpfern - Schritt für Schritt". Bogen er skrevet af Jolyon Hofsted, og den keramik han viser i bogen udmærker sig ved at være meget "skødesløs". Med det mener jeg keramik, hvor det er tilladt med en lidt skæv hals på en krukke, asymmetriske samlinger og videre i den dur. Ikke at jeg ligefrem ville tilstræbe "skønhedsfejl" (dem har jeg det faktisk ret svært med) men godt at have i baghovedet, at de hos nogle er fuldt ud acceptable. Det jeg ville fremstille, bestod først og fremmest af en kasse med en bund og fire sider. Dernæst en flaskeagtig afslutning bestående af en flad plade med en krave. Til sidst så et firkantet låg med hjørner der blev bøjet en anelse for at sikre, at låget ville komme til at ligge blot nogenlunde fast. 

Vi startede med at at rulle leret ud mellem to 5 mm tykke lister og som afslutning rulle mønsteret fra en dækkeserviet ned i leret. Heldigvis havde leret en tilpas konsistens (læs: fugtighed, som det jo reelt er) til at tage imod mønsteret, og det gav en ret god effekt.

Lerpladerne skulle nu ligge og tørre, inden de kunne rejses op. Efter tørringen blev de fire plader, der skulle udgøre siderne skåret i smig (et håndværker-udtryk der betyder, at to sider skæres til så de mødes i en spids vinkel). Derefter blev de 45° skrå kanter kradset op og påført slikker. De første to sider står (mildt sagt!) ikke særlig stabilt men efterhånden som 3. og 4. side kommer på, får man hold på konstruktionen og kan forsigtigt presse lidt her og der, så siderne ikke bugter sig alt for meget. En del af denne proces er også at få monteret bundpladen, og her skal man træffe et valg. I mit tilfælde var dette valg nu ikke så svært: Siderne blev monteret ovenpå bundpladen, men man kunne også have skåret bunden "fire sider mindre" og lagt den indeni, så siderne havde dannet en ubrudt flade fra top til bund. At montere bunden indeni kræver dog væsentlig mere præcision, da man først kan se om pladen passer, når den er placeret! Når førstnævnte løsning vælges, kan man blot lave bundpladen rigelig stor og så skære det overskydene ler af.

Det samme forhold gør sig gældende med toppen (som jeg dog først valgte at montere, efter at grundkonstruktionen (sider + bund) havde tørret under plastik i et par døgn). Inden toppen blev sat på, blev der indvendigt også presset en lerpølse ind i hvert hjørne. Dette for både at give konstruktionen mere stabilitet, og samtidig kompensere for de fire sammenføjningers vinkel på 90°. Iflg. keramikeren er skarpe vinkler imod lerets natur, og derfor sprænger lergenstande med skarpe vinkler lettere under brændingen. Dette kan man delvis imødegå ved at bryde skarpe vinkler med skjulte lerpølser. Lågets indvendige runding og fire bøjede hjørner blev lavet ved at lade det tørre ovenpå en ymerskål, der stod med bunden i vejret. Til sidst blev låget forsynet med en rund knop.
(Selve den beskrevne samling foregik desværre først efter at det var blevet mørkt udenfor, og derfor har jeg desværre ingen billeder fra denne proces).

Ovenfor ses det færdige resultat. Man kan stadig ane at tørreprocessen endnu ikke er helt afsluttet, og som det ses, har den ikke fået de knivskarpe hjørner jeg havde håbet på. Årsagen er naturligvis, at idet man sammenpresser siderne for at få dem til at hæfte, så efterlader dette tryk uundgåeligt en lille "overskudspølse". Lidt vanskeligt at acceptere når man er vant til at arbejde i træ, så det må nok være en del af min personlige læreproces, at kunne leve med den slags skønhedsfejl. J 

Skål i ler

Leropgave (3:9)

Efter nu at have gjort de indledende forsøg med ler, var det nu tid til at "slå lidt større brød (læs: lerklump) op". Med råd og vejledning fra en keramiker var udfordringen denne gang en skål, men ikke en hvilken som helst skål! Forneden en klassisk skål à la en fladbundet Margretheskål men foroven delvis lukket, så der var lejlighed til både at afprøve forskellige teknikker og give skålen et på samme tid æstetisk og abstrakt touch.
Også I forbindelse med løsningen af denne delopgave fik jeg gjort nogle erfaringer, som jeg igen vil vise i punktform og heriblandt en enkelt, der punkterer et par af de allerede gjorte erfaringer! 
I sidste blogindlæg skrev jeg som erfaring 4, at man med fordel kan låse afstanden mellem de lister man bruger til at rulle leret ud imellem - altså dem der giver højden på den plade, man senere skal arbejde med. Tanken var, at man så allerede fra starten kan bestemme bredden på den plade, man vil rulle ud. Det er ikke forkert at man kan gøre sådan, men det er ikke den optimale måde. I stedet for lægger man listerne, så de netop kan flytte sig, efterhånden som leret dækker en større og større flade. Dermed har man ikke det problem, som jeg beskrev under pkt. 5, at leret kravler op over listerne, når det rulles. Når leret så har den rigtige tykkelse, så skærer man i stedet for pladen til i de mål, man har brug for. Dvs. man opdeler processen, så man ikke fra starten forsøger at rulle sig til en bestemt størrelse!

Med en større afstand mellem trælisterne - som til de fleste lerting fremstillet i pladeteknik skal have en højde/tykkelse på 5-6 mm - er en tom vinflaske ikke høj nok til at kunne bruges som lerrulle. Som alternativ kan man benytte et knastfrit stykke kosteskaft på 50-60 cm.
Som form faldt valget på en "Peru-skål", som nu blev foret med køkkenrulle for at forhindre, at leret klistrede til den glatte, glaserede overflade. En god grund til netop at bruge køkkenrulle til dette formål er, at såfremt man bagefter ikke får fjernet alt papiret, så sker der ikke noget ved, at der sidder et par småstykker tilbage når lertingene brændes. Vælger man derimod en tynd plastikfilm, og er uheldig ikke at få det hele fjernet før brændingen, så vil plastikken smelte og som minimum give en grim lugt og - worst case - også skade den/de pågældende lerting.

I fællesskab fik vi nu "masseret" de udskårne plader sammen, da man jo ikke kan udskære lerplader i "skål-facon". Man ville sagtens kunne skære ud til en cylinderfacon og keglefacon, men ikke en facon der buer på to sider! Bagefter blev det overskydende ler skåret af, og overkanten blev ridset op med en gaffel og påført slikker (som i øvrigt kommer til at lugte som en overbelastet kloak, hvis man opbevarer den opslæmmede ler i en bøtte med låg). 
 - Og nu blev det kreativt! Den næste plade blev nu på gennemskåret og dermed delt i to lag. Til at gøre dette blev der anvendt en fjeder fra en gammel arkitektlampe. Fjederen blev trukket ud til 3x normal længde og erstattede alm. ståltråd. Derved blev der skabt nogle dybe furer i leret, som gav en sjov effekt. 









De to plade-halvdele blev nu placeret, så de delvis lukkede skålen, og kanterne fik (næsten) lov at stå ubearbejdede, så de fremstod med en lidt afreven effekt. Skålen med overbygning blev nu pakket i plastik og fik lov at stå et par dage, før "Peru-skålen" blev fjernet. Selv efter et par dage var leret så blødt, at det "satte sig" og skålen derved sank lidt sammen, med det resultat at den fik en noget større bundflade, end jeg havde håbet på. Til gengæld skulle jeg nu forsøge at pynte lidt på de furer, som de sammenfoldede stykker køkkenrulle uundgåeligt havde afsat.
Jeg startede med at trække en blød plastikspartel henover leroverfladen og med et let tryk glatte lerets naturlige kornede struktur. De steder hvor furerne var lidt dybere, nulrede jeg lidt blødt ler ned i fordybningerne og spartlede efter for også disse steder at få en jævn og ensartet overflade. Til sidst trak jeg så en stålbørste igennem leret og fik dermed en overflade, som lidt bedre matchede skålen rustikke overdel.

Erfaringer:
8) Kun fantasien sætter grænser for, hvilke redskaber du kan bruge til at bearbejde, udsmykke og skære i ler! MEN: Vær opmærksom på at lerets fugtighed ændrer sig meget hurtigt med de fordele og ulemper det medfører. Hvis man fx bearbejder leret med hænderne vil man opleve at lerpølser hurtigt tørrer og dermed sprækker (ikke så godt!). Omvendt vil lerplader der har ligget og tørret i et par timer være relativt formstabile og dermed kunne anvendes til lodrette sider i fx en skål eller en kande. Til gengæld vil overfladen så være mere smuldrende, når den dekoreres eller på anden måde bearbejdes, og dermed vil man let komme til at trække uønskede spor i den lidt læderagtige  overflade. Så igen: Vær hele tiden opmærksom på om leret skal fugtes lidt, eller have love at tørre i et stykke tid. 
9) Delvis i forlængelse af ovenstående: At arbejde i ler er meget at arbejde i etaper og dermed acceptere, at "i dag vil jeg lige lave en skål" ikke nødvendigvis er et realistisk ønske.
10) Hænderne er i sig selv vigtige værktøjer. Ikke alt kan klares med en slynge eller lignende. Lerarbejde handler meget om berøringen af dette plastiske materiale, og at man forsøger at "tænke med hænderne", som Martin Brunsgaard introducerede os til i DKK på 2. semester.

Gram Lergrav (studiedag)

Studiedag d. 21. september 2013

Efter en formiddag med DKK skulle vi kl. 13 mødes med Ida i Gram Lergrav. Selv havde jeg aldrig tidligere hørt om dette sted, men det blev der i de følgende timer lavet om på. 
Gram Lergrav og det tilhørende museum er en del af Museum Sønderjylland - Natur-historie og Palæontologi. Selve museet er bygningsmæssigt holdt i naturmaterialer og repræsenterer i sig selv et spændende stykke arkitektur. Dermed er det et godt eksempel på, hvordan bygninger og den omgivende natur kan supplere hinanden og æstetisk udgøre en flot helhed. Så fra min side en stor cadeau for den del.












Inde i museets atriumgård præsenterede Ida os for den første udfordring: Vi fik udleveret en lang snor, og skulle så gå så langt væk med den ene ende, så vi med snoren kunne illustrere hele evolutionen og dermed tiden fra det første liv på jorden og frem til i dag. Til at give os mulighed for at reflektere over denne enorme periode, fik vi udleveret en række skilte med forskellige tidspunkter som fx "det første menneske på jorden" og lignende. De skulle så placeres med den indbyrdes afstand, som vi mente var korrekt i forhold til den evolution som fortsat pågår.
Denne udfordring gav anledning til mange gode grin og mange overvejelser, og alle var enige om, at den "moderne tid" - stenalderen iberegnet - nærmest er en ubetydelig parentes i dette imponerende spænd. 
 - Så en god metode til at visualisere jordens, planternes, dyrenes og menneskenes udvikling som jeg har skrevet mig bag øret!

Bagefter kom vi ind i museums-salen, hvor der bl.a. hænger store plancher om ovenstående tema, og hvor fund fra den nærliggende lergrav er udstillet. Her blev vi så præsenteret for dagens anden udfordring, nemlig at finde ud af hvilke knogler på et hvalskelet fra en nulevende vågehval der afslører, at dens forfædre engang har gået på landjorden. Det viste sig at være to små knogler på undersiden af hvalen, som hver havde en størrelse som en bordtennisbold! Disse knogler, som for nutidens vågehval ikke længere har nogen betydning, er resterne af bagbenene fra hvalens stamfar. For dem der måtte være yderligere interesseret i dette emne, har jeg fundet følgende link.

Efter besøget i museums-salen var det tid til dagens tredje udfordring; at finde rester af sneglehuse, muslinger, krabber og lignende i det ler, der engang har været havbund.  Denne udfordring krævede regnbukser og gummistøvler og ikke fjeldbukser og ditto støvler! Sidstnævnte kunne man heldigvis låne på stedet (de viste sig dog senere ikke at være helt tætte!) og "bevæbnet" med spade, skruetrækkere og samlekasse gik vi nu ned i selve lergraven.
Gram Lergrav er som sagt gammel havbund fra dengang havet dækkede store dele af Jylland. Det var Nordsøen der havde en tunge ind i Sønderjylland, og visuelt kan de forskellige perioders kystlinje ses på museets hjemmeside - klik her. Her fortælles det også, at hvis man nede i lergraven forestiller sig, at man står på havbunden, så ville der have været ca. 100 meter op til havoverfladen og ca. 30 km ind til kysten og fastlandet. Det kan alt sammen være lidt vanskeligt at huske, at Nordsøen gik så langt ind i Sønderjylland, og det er der såmænd en ganske god grund til. Det er nemlig ca. 10 mio. år siden, at der var vand over det, der nu er Gram Lergrav!
Lerlagene i Gram Lergrav har det geologisk officielle navn: Gram Formationen. Leraflejringerne er iflg. museets egen hjemmeside afsat i den geologiske periode, der kaldes Øvre Miocæn, hvilket betyder at de er mellem 11,5 og 5,3 mio. år gamle. Lergravens tykkelse er målt til ca. 35 meter, men kun de to øverste af de tre lag er tilgængelige. Spoler man tiden endnu længere tilbage, kan det også forklares, hvor den megen ler stammer fra. Dengang var det skandinaviske grundfjeldsområde (som jeg desværre ikke har kunnet Google mig frem til ret mange oplysninger om) udsat for en nedbrydning og disse store partikelmængder blev via de flodsystemer der løb, hvor Østersøen nu ligger, ført frem til det der i dag er Gram Lergrav. Dermed næsten også sagt, at der også findes leraflejringer andre steder end lige i Gram, men disse lergrave er ikke længere tilgængelige. Efter i en årrække at have leveret råmateriale til teglværksproduktion, fik disse mindre kendte lergrave lov til at henstå ubenyttet, og det medførte, at de blev fyldt med enten vand, affald - eller begge dele.

Derfor har vi en enestående mulighed for at grave i lerlag, som ingen tidligere har undersøgt, og dermed blotlægge rester af rester af sneglehuse, muslinger, krabber og lignende, der har ligget uberørt i millioner af år. Alene denne tanke er jo i vores gennemkultiverede lille Dannevang ret imponerende! Ret imponerende var det også, at Ida efter kun få minutter fandt det første sneglehus. Derefter gik der dog også lidt tid, før der igen var "bid". Denne gang var det Tine der fandt et sneglehus. Metoden til at gøre sig nogle fund er lige så simpel som den er hård. Der skal først graves i det næsten beton-hårde ler og derefter tager man de opgravede stykker ler og dissekerer ved at brække dem i småstykker. Et knapt så anstrengende alternativ er at prikke i leret med en stor skruetrækker. Selv fandt jeg kun fragmenter af muslingeskal, men det begrænsede udbytte ødelagde ikke fornøjelsen ved at være på jagt i Danmarks geologiske historie.
(Kilde: Hjemmesiden for Museum Sønderjylland - Naturhistorie og Palæontologi. Bemærk at der i øverste højre hjørne af hjemmesiden er mulighed for at læse mere om det at grave og om leret og havets historie. Derudover vil jeg gerne gøre opmærksom på en kort YouTube video, hvor museumsformidler Martin Abrahamsson går på opdagelse i lergarven med en skoleklasse).

"Krus" i ler

Leropgave (2:9)

Endnu engang har jeg forsøgt mig med leret, og denne gang med pladeteknik. Jeg ville i første omgang prøve at rulle en plade ud og derefter skabe en cylinder. Om det så derfra udviklede sig til et drænrør, et krus, en vase eller noget helt fjerde - det måtte vise sig efterhånden som processen skred frem.

Det gav mig hurtigt et par nye erfaringer:
4) Når man ruller ler ud mellem to lister, så skal man sørge for at "låse" afstanden med et stykke snor eller en kort rem. Ellers vil der ske det, at leret vil presse listerne fra hinanden og til sidst er afstanden større end flasken / rullen kan nå. Det kan også være, at man har udmålt en given afstand, som man gerne vil have i hele det udrullede lerstykkes bredde, hvor det at låse afstanden er en simpel løsning.
5) Lerklumpen udvider sig ikke kun i længderetningen, men vil også forsøge at kravle op over de to lister. Derfor skal man med jævne mellemrum skrabe listerne rene, så højden ikke bliver bestemt af hvor meget overskydende ler der ligger ovenpå dem.
6) Når et aflangt stykke skal formes til en cylinder, så bliver man MEGET overrasket over, hvor meget der skal til for at få en cylinder, der ikke kun har samme tykkelse som papstykket i en WC-rulle! Naturligvis kan man måle sig frem til, hvor langt et stykke der skal til, men ruller man kun på slump, så vær forberedt på, at diameteren bliver tyndere end man regner med.
7) Selv (relativt) tynde lister giver en tyk plade. Skal man lave lerplader til fx en kop, så skal man ned på 3-5 mm.

Listerne er låst i en bredde der svarer til højden på 
cylinderen. Bemærk også at leret er ved at kravle 
op over de to lister.

Et meget "robust" krus - garanteret skudsikker ;)))

Ups! Det bliver et meget smalt krus og 
gad vide om "svejsningen" holder...?
(Måske jeg skulle ha' holdt mig til drænrøret).

Bunden er kradset op før der påføres slikker.

Blokhus i ler

Leropgave (1:9)

Da jeg startede med at pakke leret ud og skære mig en klump, var jeg endnu ikke helt klar over, hvad jeg ville lave. Derfor var det lidt på må og få, at jeg startede med at "banke løs" for at blødgøre materialet og lade hænderne vænne sig til konsistensen.

Den første klump forekom mig lidt tør, så jeg startede med at ælte lidt vand ind i leret. Derefter ville jeg forsøgsvis rulle en plade ud med en vinflaske, og allerede gennem denne indledende proces gjorde jeg mig de tre første erfaringer:

1) Hvis leret er for tørt, så skal der næsten ingen vand til, før det atter har den rigtige konsistens!

2) Når leret skal rulles ud, så vælg et underlag med en vis struktur!

(Jeg startede med at rulle ud på en voksdug, og dens glatte, klæbende overflade gjorde det næsten umuligt at trække det udrullede ler af i et stykke).

3) Rul kun én vej med rullen (eller flasken), da man ellers let får viklet leret rundt om rullen!

Som løsning på pkt. 2 fandt jeg et godt tip på Internettet (Sehler Keramiks hjemmeside). Hun foreslår, at man spænder et stykke bomuldsstof ud, som man så ruller på OG DET VIRKER! 

Ønsker man derudover at få en bestemt og ensartet højde på sin plade, kan med fordel rulle ovenpå to trælister, som har den ønskede højde - se billeder.
Nå, men det endte faktisk med, at jeg i denne omgang slet ikke fik brug for den flot udrullede plade.



Årsagen var, at jeg i vores vindueskarm fik øje på et par små Trip-Trap Modelhuse vi har
stående. De inspirerede mig til at forsøge at lave et blokhus - altså et hus der er lavet i træplanker, der i hjørnerne ligger på kryds. Størrelsen blev taget på slump, så det blev et meget lille hus, men meget lig Trip-Trap husene.

Efter at det er første forsøg siden Folkeskolen (og den blinde elefant på studiedagen ;))) synes jeg faktisk, det er blevet nogenlunde OK men bedøm selv!

Bivuak

Biotop 5 opgave (3:3)

Udendørs overnatning forbinder de fleste med at sove i telt. Men der findes også det lidt mere primitive alternativ, nemlig at bygge sin egen bivuak. En bivuak giver ly for regnen og sikrer at ens sovepose ikke bliver fugtig af natteduggen. Omvendt er det ikke nogen luksusbolig! Man bakker ind i sin bivuak og maver sig forlæns ud, man kan ikke sidde op i den, man kan ikke lukke for indgangen og man skal evt. medbringe en ekstra presenning, hvis man vil have mere bund i bivuakken end hvad liggeunderlaget kan udgøre. Til gengæld har man frit udsyn hele natten og kan ligge i sin lune sovepose og øve sig i stjernebilleder. Den klassiske bivuak består af en kæp (eller medbragt teltstang) på ca. 1,5 meter, et stykke reb eller kraftig snor på min. 5 meter, 6-8 pløkke og en presenning på ca. 2 x 3 meter der er forsynet med "øjer" langs kanten (alternativt en poncho).

Man bygger sin bivuak ved at fæstne den ende af rebet til en træstub eller et andet fast punkt få cm over jorden. Derefter går man et par skridt i den retning man ønsker åbningen skal vende, placerer sin kæp, vikler rebet en gang rundt om i ca. 80 cm højde, og trækker nu rebet ned mod jorden, binder en løkke og gør rebet fast med en pløk. (På mit billede af det udspændte reb ser det desværre ud som om, rebet danner en ligebenet trekant med kæppen i midten. Det er perspektivet der snyder! I virkeligheden er der betydeligt længere på stykket ned mod det første punkt, hvor jeg fæstner rebet og det skal der også være). 
Derefter lægger man presenningen over rebet således, at midten af presenningens lange led placeres lige over rebet. Til sidst trækker man siderne ud i en skrå vinkel og sætter pløkkene i presenningens øjer. - Og voila har man tag over hovedet!

Er det første gang man bygger en bivuak, går det sikkert ikke helt så enkelt. Man skal sandsynligvis justere lidt hist og pist for at finde den rigtige højde, hvor rebet vikles rundt om kæppen, og måske skal presenningens øjer forsynes med en kort snor, hvis ikke siderne kan nå helt ned til jorden for blive pløkket fast. Det kan også være man netop ønsker at få lidt mere loftshøjde, og dermed på forhånd hæver rebet, hvilket så blot resulterer i, at bivuakken bliver mere åben langs siderne.

Som ovenfor skrevet kan man også benytte en stor poncho i kraftig nylon eller polyester. Den har den fordel, at den ikke larmer så meget, hvis det blæser. Til gengæld vil nogle måske være lidt øm over at få en dyr letvægts-poncho ned i skovbunden med risiko for, at en skarp gren skærer hul i stoffet. Ønsker man at sove flere sammen og bliver grebet af bivuakovernatninger, så kan man også købe en tarp, hvilket i al sin enkelhed blot er en letvægts-presenning der er "skræddersyet" til at blive brugt til bivuakovernatning. Uvist hvorfor er de desværre sindssygt dyre (jeg har set en der måler 3 x 4,5 meter til € 129,95) mens en presenning i samme størrelse kan købes for knap € 15,00!!!

Endelig kan man også bygge en bivuak helt i naturens egne materialer. Det tager betydelig længere tid, da man så først skal bygge et skelet i træ og derefter beklæde det med fx grangrene. Derfor er det ikke noget man skal give sig i kast med, hvis man ankommer til lejrpladsen 5 minutter før mørket falder på. J

For nærmere information om bivuakker kan henvises til disse links:

http://www.naturkatapulten.dk/ og skriv derefter "bivuak" i søgefeltet

http://www.spejdernet.dk/Inspiration/Spejderleksikon/Lejrliv/Bivuak.aspx

http://www.youtube.com/watch?v=2l1gAsm7sGI
http://www.youtube.com/watch?v=vvlZtYQzVew
http://www.youtube.com/watch?v=nJa5kgJUw8I
http://www.youtube.com/watch?v=DXmQ9xSNSBI

PS: Husk at billederne kan forstørres ved at klikke på dem!
PPS: I et par af YouTube video'erne benyttes i stedet betegnelsen "shelter". I min verden er det lidt forkert, da jeg opfatter en shelter som et større og mere permanent ly end en bivuak.

Brød, bål, batoning og knive

 Biotop 5 opgave (2:3)

Madlavning og bagning er - mildt sagt - ikke det, jeg har mest erfaring inden for! Derfor var det jo med at tage udfordringen op i denne biotop 5 opgave, hvor der i oplægget bl.a. blev opfordret til at eksperimentere med bålmad. Jeg valgte at forsøge mig med "Vikingebrød" bagt på pande. 

En formildende faktor ved den valgte opskrift var, at den inkluderede 2 øl! J

Forberedelse

Præcis som brødrene Price snød jeg lidt, idet jeg forberedte dejen hjemmefra. Jeg startede med at tage en håndfuld brændenældeblade, fjernede stilken og skar dem ud små stykker. Derefter tog jeg de 2 øl og hældte op i en skål, hældte en "god" portion honning ned til øllet, derefter brændenældebladene og til sidst mel. Først rørte jeg det hele sammen, men på et tidspunkt fik dejen en konsistens, så man kunne begynde at ælte den. Til sidst blev dejen stillet til at hæve i ca. ½ time.

Alle ingredienserne.

Brændenældebladene skæres.

Der tilsættes tynd honning.

Brændenældebladene
får nippet stilken

Nøøøøøøj hvor jeg fik "grisset"!

Lidt om bål, batoning og knive 
At tænde et bål uden brug af tændblokke eller tændvæske er lidt af en kunst og kræver, at man (i hvert fald hvis det lige har regnet, eller man ikke har adgang til knastørt brænde) forbereder det lidt hjemmefra i form af en ildpose. Dvs. en vandtæt pose eller plastikboks med lidt af hvert der er letantændeligt og som kan brænde så længe, at ilden når at få fat i små pinde og kviste. Når man i Google skriver "Båltænding på den sjove måde" (der kan desværre ikke linkes) får man en PDF-fil til download, og heri er der en god oversigt over, hvad man kan medbringe i sin ildpose. Bl.a. kan man lave sig sine egne tændblokke vha. avisstrimler der rulles om en bomuldssnor og så dyppes i flydende stearin. I "bål-fagsproget" kaldes de stearinbomber. Også alm. ubehandlet bomuldsvat flammer kraftigt op, men det brænder til gengæld hurtigt. 

Fra "Friluftsboken"
af Lars Fält

Derudover kan man lave det svenskerne kalder en "späntsticka" - et tyndt stykke træ på 15-20 cm hvori der skæres papirstynde spåner (så tynde at de krøller). Spånerne skal fortsat hæfte til pinden og altså ikke skæres af. Se illustration eller dette link. 
Når bålet opbygges skal det ske på en måde, så man hele tiden kan lægge mere brænde på, uden at det braser sammen og slukker sig selv. Derudover skal man huske, at lige så vigtigt det er med godt og tørt brænde, lige så vigtigt er det, at ilden kan få den nødvendige ilt. Derfor kan man med fordel checke vindretningen, før man starter opbygningen.
Er det vindstille, eller har man fået "vendt bålet forkert", kan man evt. hjælpe det lidt på vej ved at vifte med et grydelåg, et siddeunderlag, et stykke pap eller lignende så ilden tilføres den nødvendige ilt.
For gode tips kan der henvises til Skoven-i-Skolens tema om bål.

Batoning

Når man skal lave sin späntsticka eller kløve noget brænde, kan man prøve den teknik som på engelsk/amerikansk hedder "batoning" (jeg tror ikke, der findes et dansk ord for denne teknik). Batoning er at bruge sin kniv som en mellemting mellem et stemmejern og en økse. Det går i al sin enkelhed ud på, at man placerer sin kniv på toppen at et stykke brænde og så med et andet stykke træ slår på knivryggen. Fordelen ved denne teknik er, at man kan placere snittet meget præcist og at den i nødstilfælde kan erstatte en økse.
Batoning kræver dog en kniv af en vis størrelse (- hvilket kan være et problem i det kniv-forskrækkede Danmark) og generelt er en kniv med et fast blad (altså ikke en foldekniv) og fuld tang (dvs. at knivstålet går gennem hele skæftet) det bedste. Årsagen er, at kniven sagtens kan komme til at sidde fast i træet og derfor må vrikkes fri. Og husk så, at der ikke under nogen omstændigheder må benyttes en hammer eller andet metalværktøj til at slå på knivryggen!

Knive har altid fascineret mig. Jeg tror jeg bedst kan illustrere det med denne gamle reklame fra Victorinox. 

Den viser på en sjov måde knivens evolution fra et skarpt stykke flint til en moderne multifunktions-kniv. Reklamen og evolutionshistorien kunne dog lige så godt have været lavet for en hvilken som helst moderne kniv. Den gode historie ligger i, at vi i dag fortsat dagligt benytter et værktøj, som har sin oprindelse for tusindvis af år siden. Bortset fra ("tilfældigvis") kajakken, er der ikke mange af de fysiske ting, som vi i dag gør brug af, som har en oprindelse, der ligger så langt tilbage. Derudover er kniven også stamfar til alle senere blankvåben i form af dolke, sværd og sabler (se link). Og selvom sabler og dolke har mistet deres praktiske betydning, er de dog fortsat en vigtig del af nutidens militære gallauniformer.
Der kunne skrives side efter side om knive. Om forskellige typer stål, om forskellige størrelser - længder og tykkelser - på knivstålet, om forskellige faconer på knive (drop-point, clip-point, bowie, tanto, etc.), om forskellige slibninger og om forskellige materialer til skæftet. Derfor er det at vælge en god kniv et kompromis af tilvalg og ikke mindst fravalg og lad det være sagt med det samme: Der findes ikke én kniv der kan det hele!
  
Når det er sagt, så synes jeg alligevel man kommer langt med den klassiske, nordiske fjeldkniv. Det er en robust kniv, hvor klingen ikke overstiger 12 cm (da det er den maks. tilladte længde i Danmark - se link) og har en rygbredde på ca. 3 mm. Flere knivfabrikanter vælger at lave deres knivstål som en sandwich-konstruktion (3-lags stål), hvor kernen er særligt hårdt stål, mens de to omkransende ydersider er i en blødere ståltype. Det giver en række fordele i det daglige og kan absolut anbefales. Skæftet er som oftest lavet af træ og evt. dekoreret med ringe eller indlæg af ben. 
Selv har jeg tre knive (alle lovlige!) og de kan ses på billedet til venstre. Beskrevet fra venstre mod højre er det først en Gerber "Big Rock" med en karakteristisk drop-point klinge (spidsen bøjer nedad) og et skæfte i et gummilignende materiale (SoftGripâ) der også giver et godt greb i regnvejr. Knivstålet er gennemgående (fuld tang) og man kan måske lige ane, at det kigger ud i toppen af skæftet. Dernæst er det en Helle "Eggen" - et flot eksemplar på den nordiske fjeldkniv. Den er forsynet med et skæfte i birketræ, hvori der er skåret et godt fingerstop, så man ved hårdt arbejde ikke risikerer, at hånden glider frem på klingen. (Se film fra Helle fabrikken, hvor man følger processen fra lange stålstykker til færdige knive - klik her). Endelig er det nederst en Gerber "Gator II", og det særlige ved denne kniv er, at en del af dens klinge har bølgeformet skær (på eng.: serrated).
Det er velegnet til fx at skære i kraftigt tovværk eller lignende sejt materiale. Igen: Hver kniv har sine fordele og ulemper, men fx den viste kniv fra Helle er en både god og smuk allround kniv.
Og finder man ikke den perfekte kniv blandt de mange, der er på markedet, så er det også en mulighed at lave sin helt egen kniv! En søgning i Google på "knivklinger" giver masser af hits og flere af de nordiske producenter af fjeldknive, sælger også løse klinger som man så selv kan montere skæfte på og dekorere. En spændende og udfordrende aktivitet! 

Tilbage til Vikingebrødene!
Efter optænding af bålet forsøgte jeg med en langskaftet pande at få bagt brødene. Jeg tog en klump dej svarende til, hvad man vil tage til en lille bolle. Den bankede jeg flad i hånden til en størrelse som et pitabrød og lagde den så på panden - først en oliesmurt pande og ved de efterfølgende forsøg en tør pande.

I starten placerede jeg panden helt nede i bålet, men det viste sig at være alt for varmt. Lynhurtigt fik brødene en forkullet skorpe, men uden at være blevet bagt indeni. Derfor prøvede jeg at holde panden i forskellige højder, og den ideelle højde viste sig at være ca. 20-30 cm over træstykkerne. (Men det er naturligvis afhængig af bålstørrelse). 
Det skal dog indrømmes, at selv i denne højde er det en kunst at få bagt brødene tilpas, og dermed fik jeg bekræftet de erfaringer jeg også gjorde mig ifm. "plant en pizza projektet": Det ER vanskeligt at bage brød på en flad pande uden låg eller endnu bedre; en rigtig bålovn.

Refleksioner

"+'er": Nem, hurtig og sjov opskrift med variationsmuligheder og med mulighed for at anvende planter direkte fra naturen. Den bedste varme til dette formål får man faktisk fra et hendøende bål med kun små flammer. Metoden med små pander der med et langt skaft både er lette at holde i længere tid og som giver en tilpas afstand til bålet er god til at involvere deltagerne i madlavningen og der afregnes kontant (med sorte brød) hvis man er for utålmodig og sænker panden helt ned i flammerne. J

"÷'er": Generelt er det bare vanskeligt at bage brød på en pande og denne opskrift var ingen undtagelse. Grænsen mellem en kulsort skorpe og en ubagt dejklump på den ene side og et lækkert lysebrunt færdigbagt brød på den anden side, er hårfin!

Opskrift (af Anne Egede)

Ingredienser: 2 øl, 1 glas honning, mel til dejen er blød og kan æltes og salt efter behag.

Bland ingredienserne sammen, og ælt dejen. Lad den hæve ½ time. Del dejen i kugler på størrelse med en håndfuld, og rul hver af kuglerne ud til flade brød. Bag dem på stegepanden over bålet.

For at krydre brødene kan der kommes røllikeblomster, finthakket frisk birkebark, finthakkede brændenælder, finthakkede friske birkeblade eller de lysegrønne skud fra rødgran i.