Skål i ler

Leropgave (3:9)

Efter nu at have gjort de indledende forsøg med ler, var det nu tid til at "slå lidt større brød (læs: lerklump) op". Med råd og vejledning fra en keramiker var udfordringen denne gang en skål, men ikke en hvilken som helst skål! Forneden en klassisk skål à la en fladbundet Margretheskål men foroven delvis lukket, så der var lejlighed til både at afprøve forskellige teknikker og give skålen et på samme tid æstetisk og abstrakt touch.
Også I forbindelse med løsningen af denne delopgave fik jeg gjort nogle erfaringer, som jeg igen vil vise i punktform og heriblandt en enkelt, der punkterer et par af de allerede gjorte erfaringer! 
I sidste blogindlæg skrev jeg som erfaring 4, at man med fordel kan låse afstanden mellem de lister man bruger til at rulle leret ud imellem - altså dem der giver højden på den plade, man senere skal arbejde med. Tanken var, at man så allerede fra starten kan bestemme bredden på den plade, man vil rulle ud. Det er ikke forkert at man kan gøre sådan, men det er ikke den optimale måde. I stedet for lægger man listerne, så de netop kan flytte sig, efterhånden som leret dækker en større og større flade. Dermed har man ikke det problem, som jeg beskrev under pkt. 5, at leret kravler op over listerne, når det rulles. Når leret så har den rigtige tykkelse, så skærer man i stedet for pladen til i de mål, man har brug for. Dvs. man opdeler processen, så man ikke fra starten forsøger at rulle sig til en bestemt størrelse!

Med en større afstand mellem trælisterne - som til de fleste lerting fremstillet i pladeteknik skal have en højde/tykkelse på 5-6 mm - er en tom vinflaske ikke høj nok til at kunne bruges som lerrulle. Som alternativ kan man benytte et knastfrit stykke kosteskaft på 50-60 cm.
Som form faldt valget på en "Peru-skål", som nu blev foret med køkkenrulle for at forhindre, at leret klistrede til den glatte, glaserede overflade. En god grund til netop at bruge køkkenrulle til dette formål er, at såfremt man bagefter ikke får fjernet alt papiret, så sker der ikke noget ved, at der sidder et par småstykker tilbage når lertingene brændes. Vælger man derimod en tynd plastikfilm, og er uheldig ikke at få det hele fjernet før brændingen, så vil plastikken smelte og som minimum give en grim lugt og - worst case - også skade den/de pågældende lerting.

I fællesskab fik vi nu "masseret" de udskårne plader sammen, da man jo ikke kan udskære lerplader i "skål-facon". Man ville sagtens kunne skære ud til en cylinderfacon og keglefacon, men ikke en facon der buer på to sider! Bagefter blev det overskydende ler skåret af, og overkanten blev ridset op med en gaffel og påført slikker (som i øvrigt kommer til at lugte som en overbelastet kloak, hvis man opbevarer den opslæmmede ler i en bøtte med låg). 
 - Og nu blev det kreativt! Den næste plade blev nu på gennemskåret og dermed delt i to lag. Til at gøre dette blev der anvendt en fjeder fra en gammel arkitektlampe. Fjederen blev trukket ud til 3x normal længde og erstattede alm. ståltråd. Derved blev der skabt nogle dybe furer i leret, som gav en sjov effekt. 









De to plade-halvdele blev nu placeret, så de delvis lukkede skålen, og kanterne fik (næsten) lov at stå ubearbejdede, så de fremstod med en lidt afreven effekt. Skålen med overbygning blev nu pakket i plastik og fik lov at stå et par dage, før "Peru-skålen" blev fjernet. Selv efter et par dage var leret så blødt, at det "satte sig" og skålen derved sank lidt sammen, med det resultat at den fik en noget større bundflade, end jeg havde håbet på. Til gengæld skulle jeg nu forsøge at pynte lidt på de furer, som de sammenfoldede stykker køkkenrulle uundgåeligt havde afsat.
Jeg startede med at trække en blød plastikspartel henover leroverfladen og med et let tryk glatte lerets naturlige kornede struktur. De steder hvor furerne var lidt dybere, nulrede jeg lidt blødt ler ned i fordybningerne og spartlede efter for også disse steder at få en jævn og ensartet overflade. Til sidst trak jeg så en stålbørste igennem leret og fik dermed en overflade, som lidt bedre matchede skålen rustikke overdel.

Erfaringer:
8) Kun fantasien sætter grænser for, hvilke redskaber du kan bruge til at bearbejde, udsmykke og skære i ler! MEN: Vær opmærksom på at lerets fugtighed ændrer sig meget hurtigt med de fordele og ulemper det medfører. Hvis man fx bearbejder leret med hænderne vil man opleve at lerpølser hurtigt tørrer og dermed sprækker (ikke så godt!). Omvendt vil lerplader der har ligget og tørret i et par timer være relativt formstabile og dermed kunne anvendes til lodrette sider i fx en skål eller en kande. Til gengæld vil overfladen så være mere smuldrende, når den dekoreres eller på anden måde bearbejdes, og dermed vil man let komme til at trække uønskede spor i den lidt læderagtige  overflade. Så igen: Vær hele tiden opmærksom på om leret skal fugtes lidt, eller have love at tørre i et stykke tid. 
9) Delvis i forlængelse af ovenstående: At arbejde i ler er meget at arbejde i etaper og dermed acceptere, at "i dag vil jeg lige lave en skål" ikke nødvendigvis er et realistisk ønske.
10) Hænderne er i sig selv vigtige værktøjer. Ikke alt kan klares med en slynge eller lignende. Lerarbejde handler meget om berøringen af dette plastiske materiale, og at man forsøger at "tænke med hænderne", som Martin Brunsgaard introducerede os til i DKK på 2. semester.