søndag den 19. maj 2013

Mit VNT-grej

Som tidligere sælger af professionelt fotoudstyr og ivrig fotoentusiast vil jeg kort fortælle om det kamera og de to objektiver jeg primært benytter i VNT-faget. Derudover vil jeg præsentere det VNT-grej, som jeg sidste år investerede i. 
Mange af de ting - dyr og planter - vi skal registrere er jo noget "småskidt", så det handler om at kunne komme tæt på. Mit kamera er et Nikon D700 SLR kamera, og fordelene ved at benytte et spejlreflekskamera er (synes jeg!) utallige. 
Blandt de mest åbenlyse er: 

  • Man ser igennem kameraet når man udvælger sit motiv og fokuserer. Derfor er det, man får med på "filmen" præcis det man ser i søgeren, og ikke noget der er nogle centimetre forskudt. 
  • Man har en rigtig søger og er ikke henvist til kun at se motivet på en LCD/LED skærm, som i solskinsvejr kan være særedeles vanskelig at se.
  • Man kan skifte objektiv. Jeg har en 60 mm Mikro-Nikkor som gør, at jeg kan komme helt tæt på fx "småkravl" og nyudsprungne blade (min. afstand er 22 cm.!) og en 80-200 mm som kan trække tingene pænt tæt på (ca. 4x forstørrelse i forhold til det blotte øje).
  • Man tager billedet præcist når man trykker på knappen og ikke nogle spiltsekunder forsinket.
For så at kunne komme til at fotografere det omtalte småkravl har jeg som sagt investeret i et par hvide sorteringsbakker (22 x 30 cm), et par små plastikakvarier på 1,0 og 2,5 liter (16 x 9,5 x 10 cm & 21 x 13 x 13 cm), en linsedåse (transparent plastdåse med indbygget lup, Ø: 7 cm) og et lommemikroskop* (30x forstørrelse og indbygget lommelygte).
Alt dette er købt hos Linå & Danfauna i Silkeborg, og de havde (modsat mange andre) ikke noget ekspeditionsgebyr - noget som jeg virkelig hader at betale! 
* (Kan vistnok nu også købes i TIGER!)

Derudover har jeg købt et par luppe (bl.a. en sjov en der kan varieres fra 5 - 15x forstørrelse), et fintmasket fangstnet (i den lokale akvariebutik) og selv lavet mig et længere fangstnet af en køkkensi, et kosteskaft og to spændebånd.

Udstyret har som vist allerede stået sin første prøve, men jeg håber snart igen at få lejlighed til at gå på opdagelse i naturens mikroverden.

Hvis der er nogle, der ønsker hjælp til fotografering, hjælper jeg gerne med råd og vejledning - sig bare til!













Ingen kommentarer:

Send en kommentar