Muldvarp på fremmed grund

Vores have har i et stykke tid været plaget af en genstridig muldvarp, hvis eneste gode gerning (foreløbig) er opgravningen af den lille jorddynge jeg skulle bruge til museumsopgavens praktiske / didaktiske del. Pludselig i dag så jeg så det lille bæst komme kravlende henover græsplænen og straks greb jeg kameraet for et forevige den lille fyr. Inden jeg fik jakke på var den imidlertid kravlet ind i vores carport, hvor den helt tydeligt var på fremmed grund og ikke følte sig godt tilpas. Den kravlede frem og tilbage langs væggene og puttede sig bag alt hvad den kunne finde som skjul for den fæle mand med kameraet. Den er imponerende hurtig og på flere af billederne ser man kun dens lille hale, når den smutter fra et skjul til et andet. Dens bevægelse er ikke ulig det man kender fra sæler. Begge har det jeg vil kalde en "harmonika-bevægelse" som en del af deres fremdriftsteknik.

Den skarpe læser bemærkede måske, at jeg ovenfor skrev, at muldvarpen "foreløbig" kun havde gjort én god gerning. Det er her på sin plads at nævne, at selvom den har omdannet vores have til noget nær et månelandskab, så kan jeg altså ikke slå sådan en lille fyr ihjel. Men jeg kan noget andet ;))) Med mine bevægelser fik jeg den langsomt guidet over imod naboens have og dermed håber jeg at opnå en win-win-win situation: "Mulle" får lov at leve, jeg får den ud af vores have og (ikke mindst) jeg får generet naboen grundigt, hvad jeg længe har haft trang til. Men måske "mulle" synes lige så lidt om naboen som jeg gør og hurtigt vender tilbage - hvem ved.

Stor kæmpeparasolhat

Jord-til-bord opgave (1:3)

Rundt om vores lille ”Dorf”, Munkwolstrup, er der mange småveje, og når man har en glad hund, der jævnligt skal luftes, har man rig lejlighed til at følge årstiderne i vejsider og grøftekanter. På en tur forleden fandt jeg en lille koloni af nogle flotte, store svampe. Ved søgning på nettet fandt jeg ret hurtigt ud af, at der var tale om den ret almindelige ”stor kæmpeparasolhat”. Jeg plukkede et par stykker med hjem, og efter en grundig granskning på adskillige hjemmesider omkring svampekending var jeg helt sikker på bestemmelsen.

Stor kæmpeparasolhat / Macrolepiota procera (fra champignonfamilien).

Vokser gerne på sandet jord, derfor almindelig i klitlandskaber især i Nord- og Vestjylland, men findes altså også i fx sandede vejsider. Mit eksemplar voksede ved et hegn af egetræer.

Det er en bladhat, altså med lameller under hatten i modsætning til rørhattene.

Den er, klart ifølge navnet, temmelig stor, hatten fra 15 helt op til 30 cm i diameter. Den er lys med en mørkbrun ”kalot” på toppen. Kalottens mørkebrune farve fortsætter i en slags ”skæl” ud over hatten, der er lysere og lysere ud mod kanten. Stokken er også 15 – 25 cm lang og har den samme brunlige struktur som øverst på hatten.

På stokken sidder en sjov flosset ring, der ikke er fastgroet, men kan glide op og ned. Lamellerne under hatten er helt lyse, og et af kendetegnene ved svampen er netop, at de forbliver hvide, når man skærer hatten igennem. Hvis de skifter farve, kan det være en anden art.

Kilde: fugleognatur.dk > Felthåndbogen (se øverste menulinje) eller direkte link for direkte adgang til Stor kæmpesolparasolhat.

Og så til vejen fra jord til bord…
Da svampen er fra champignonfamilien valgte jeg at tilberede den så enkelt som muligt, og på samme måde, som jeg er fortrolig med fra almindelige champignoner.

Hatten ”befries” for stokken, der oftest er trevlet, og ikke god at spise. Derefter skylles hatten let på over-siden og duppes med køkkenrulle. Jeg valgte at skære hatten i mindre stykker, men faktisk kan man godt stege den hel, eller fx i 1/4 stykker. Da den er så stor, er der netop mange muligheder med den.

Småstykkerne smørstegte jeg 6 – 8 min. i en tykbundet stegegryde, tilsatte salt og peber, og hældte så grydens indhold over på et stykke friskristet grovbrød. Velbekomme!

PS: Som det fremgår af billedet ovenfor og billedet til højre, så skrumper svampen ganske betragteligt under tilberedningen!

En mere sofistikeret variant med andelever og Madeira fandt jeg på en hjemmeside af Thomas Læssøe - se link

Gram Lergrav - appendiks

Tines og mine fund fra besøget i Gram Lergrav er nu blevet tørret, børstet (forsigtigt!) og fotograferet, så nu er det tid til at præsentere resultatet.

Refleksioner og praktiske oplysninger - ler

Leropgave (8:9)

Efter nu at have afsluttet hjemmedelen af leropgaven, følger her lidt refleksioner og praktiske oplysninger vedr. forløbet.

Som jeg skrev i mit første indlæg, havde jeg før denne opgave ikke arbejdet med ler siden Folkeskolen. Det var derfor arbejdet og indtrykkene fra dengang, der sad i kroppen, da jeg skulle i gang med denne opgave, og for mit vedkommende betød det, at selvtilliden omkring egen formåen udi lerhåndværket ikke just var i top. Med hjælp fra en keramiker fik jeg dog i forløbet delvis rettet op på dette forhold. Jeg tør nu godt påtage mig at gennemføre et mindre lerprojekt med en mindre brugergruppe, og det er jo egentlig det, det hele handler om. Dermed ikke sagt, at jeg er blevet hverken ekspert eller noget der ligner, men jeg har prøvet kræfter med leret som materiale, oplevet hvodan det forandres, alt efter hvor fugtigt / tørt det er, afprøvet forskellige teknikker og eksperimenteret med forskellige sammensatte figurer og konstruktioner. At arbejde med ler er ikke let, men alligevel er det et relativt taknemmeligt materiale, da man ikke kun har "et skud i bøssen". Leret kan igen og igen fugtes og dermed bringes tilbage til sin oprindelige konsistens, og her synes jeg, at man finder en af lerets helt store pædagogiske kvaliteter. Derudover giver leret - i modsætning til det at tegne - mulighed for at arbejde tredimensionelt, hvilket er endnu en stor pædagogiske kvalitet.
Så jeg tør næsten godt love, at det ikke er sidste gang jeg har haft fingrene begravet i dette elastiske materiale.

Det ler vi har arbejdet med, kom fra firmaet CERAMA A/S og indeholdt 40 % rød chamotte og havde en finhed på 0 - 0,5 mm (se udklip fra kataloget for yderligere specifikationer og brændetemperatur). På firmaets hjemmeside - www.cerama.dk - finder man et omfattende katalog over deres produkter. Udover råmaterialer sælger de også glasurer, lerfarver, gibsforme, håndværktøj og meget, meget mere. 

Diorama - ler og træ

Delvis museumsopg. praktisk del, delvis leropgave (7:9)

Museumsopgaven løste jeg med udgangspunkt i et besøg på Danevirke Museum i Sydslesvig, - et slags "3 i 1" museum. Dette samlebegreb fordi der på et og samme museum både vises historien om Danevirkevolden, krigen i 1864 og det danske mindretal i Sydslesvig. En bearbejdning af et besøg på dette museum betragter jeg, i forhold til mindretalsudstillingen, fortsat som en ret umulig opgave. Derimod rummer de to andre udstillinger masser af potentiale til en efterfølgende bearbejdning, og konkret kunne disse aktiviteter enten antage en dramatisk form eller en mere formnings-lignende karakter. Jeg valgte det sidste i form af opbygningen af et lille primitivt diorama, og dermed integrerede jeg samtidig elementer fra leropgaven ved løsningen af denne opgave. 
- Og hvad er så et diorama, vil nogle nok spørge. Oprindeligt er begrebet diorama opfundet af Louis Daguerre (som med udviklingen af daguerreotypien også har en stor del af æren for udviklingen af fotografiet og den fotografiske proces i form af et holdbart billede, men det er en helt anden historie!). I sin oprindelige form er et diorama et gennemskinneligt lærred påmalet et motiv. Lærredet kan både belyses forfra og bagfra og dermed kan der alene med lys skabes dramatiske og bevægelige effekter som aftegnes på lærredet. I dag forbinder man dog mere begrebet med mini-miljøer, hvor der i et givet målestoksforhold gengives en bestemt (ofte historisk) hændelse, en scene fra et eventyr eller et teaterstykke eller lignende. Modeltogsentusiaster kaster sig ofte også ud i opbygningen af omfattende dioramaer, hvor der både indgår by-, vand-, land- og bjergmiljøer, og ofte udvises der en ufattelig præcision og detaljerigdom. Er man interesseret i den slags, er det her værd at nævne, at verdens største modeljernbane findes (næsten) lige syd for den dansk-tyske grænse, nærmere bestemt Hamborg. Her er der i nogle af byens gamle pakhuse indrettet et modelområde på 1.300 kvm. og sporlængden alene er på 13 km.!!! Stedet hedder Miniatur-Wunderland Hamburg og jeg har fundet en film på YouTube, der på godt 22 minutter tager én på en tur rundt i de mange lande og miljøer. Klik her for at se filmen. (Som det nok fremgår af ovenstående, er jeg vildt fascineret af mini-miljøer og dioramaer).

Med en stor klump ler udrullet på et endnu større spækbræt begyndte jeg derfor modelleringen af en kopi af den genopbyggede Skanse 14, som ligger 5 minutters gang fra Danevirke Museum. 
Som metode valgte jeg at folde yderkanterne ind mod midten, arbejde leret sammen i begyndende volde og samtidig nærme mig den femkantede facon som skansemodellen skulle have.

Efter således at have fået modelleret skansen, skulle jeg nu i gang med kanonerne. Med et blokhus (se "blokhus i ler" - 1. delopgave af leropgaven) på kun ca. 7 cm skulle kanonerne ikke være ret store, så det var noget af en pille-opgave, jeg nu skulle i gang med. 

Kanonlavetten ("kanonstativet") blev lavet ved at lime tre små lister på langs således, at den midterste sad lidt dybere end de to yderste. Dermed fik jeg en fordybning som jeg senere kunne placere kanon-røret i. (Bemærk i øvrigt de blå "skrue"-tvinger - de er geniale!
I modsætning til den gammeldags type (den i midten) drejer trykfladen ikke rundt, når der strammes, og dermed undgår man, at de limede flader forskyder sig i forhold til hinanden).

Efter limningen savede jeg de tre lister i små stykker af 4 cm længde. Hver af de 5 små klodser savede jeg i facon med en lille nedstryger. (En nedstryger er egentlig en metalsav, men sav-klingens små tænder er meget velegnede til tynde trælister, hvor geringssavens større tænder godt kan flosse træet). 

Til at holde de små emner er det en god ide med en lille skruestik, hvor kæberne er forsynet med ekstra gummipolstring så de ikke laver mærker i træet. Samtidig giver gummioverfladen en god friktion, så man ikke behøver at stramme skruestikken ret hårdt. Med kanonlavetten udsavet skulle jeg nu kun save kanonrøret ud af en blomsterpind og save små skiver af en rundstok, så lavetten kunne blive forsynet med hjul.

Men fastgørelsen af selve kanonrøret udfordrede mig lidt! Skulle jeg blot lime røret fast mellem de to lister, eller skulle jeg forsøge at lave det, så kanonrøret kunne vippes...? Den sidste løsning ville betyde, at jeg skulle bore et lille hul tværs gennem de to lister og tilsvarende et hul midt i den kun 4 mm "tykke" blomster-pind! Jeg forsøgte det sidste, og med et lille bøjet søm som aksel, kunne kanonrøret nu vippe op og ned. (Sømmet blev bøjet for at kunne låse sig lidt fast i hullet, da både hul og søm havde samme diameter).

Efter fremstillingen af modellen af Skanse 14, en model af et af de blokhuse, der lå i skansen og 5 små kanoner, var det nu tid til photo-shooting. Skansen med "indmad" blev placeret midt i et muldvarpeskud (!) og i den bløde jord blev der gravet en voldgrav neden for skansens skrå sider. Til sidst blev der klippet et par kviste fra et hæsligt tuja-træ vi har stående i haven. Dermed var der skabt et mini-miljø som på tæt hold gave en god effekt og havde man også skabt en naturtro baggrund, havde det perfekte diorama været en realitet. Selv synes jeg billederne blev helt hæderlige, men bedøm selv!

Billedmateriale ã2013 TerraMetrics, Kortdata 
ã2013 GeoBasis-DE/BKG (ã2009), Google

Og til dem der så gerne vil sammenligne med originalen, er her et billede, hvor Skanse 14 kan ses fra luften vha. Google Maps (satellit-funktion). (Der søges blot på Dannewerk, zoomes lidt ind og skubbes lidt rundt på udsnittet, så finder man let Skanse 14 og det omkringliggende voldanlæg).

"Heste-hund" - pudset med sandpapir

Leropgave (6:9)

I min sidste leropgave prøvede jeg at indtænke en realistisk case; at jeg stod med en utålmodig brugergruppe der skulle arbejde med ler. Derfor var mit udgangspunkt følgende: 

• at det skulle være noget, der realistisk kunne laves af de brugergrupper vi som pædagoger kommer i kontakte med og dermed 
• at der skulle være rimelige odds for et hæderligt resultat for de fleste
• at der var mulighed for at variere sværhedsgraden
• at det var noget, der på forhånd kunne forberedes 
• at det efterfølgende kunne bearbejdes

På den baggrund valgte jeg at lave en "heste-hund", eller hvad man nu vil vælge at kalde det færdige resultat, og i processen kom jeg omkring alle de tre teknikker, vi har stiftet bekendtskab med (pølse-, plade- og trækketeknik). Jeg startede med at rulle to fingertykke pølser, og begge blev de bukket i facon som en hestesko. Senere skulle de udgøre to par ben på det kommende dyr, men først blev de lagt til tørre et par timer, for i den senere proces bedre at kunne holde faconen. Efter tørrepausen rullede jeg en lille aflang plade, der som et dækken blev lagt henover de to sæt ben, der nu var stillet på højkant. I begge ender blev pladen bukket nedover benene og med slikker kittet godt fast.

Da lerpladen var rimelig frisk og derfor gerne ville synke lidt ned på midten (hvilket kunne resultere i en svajrygget "heste-hund") anvendte jeg en konservesdåse (med hakkede tomater!) til at give kroppen facon og volume. Med konservesdåsen placeret i hulningen mellem for- og bagben fik figuren en god stabilitet, og jeg kunne ubekymret arbejde med figuren uden risiko for, at de tre dele skred fra hinanden eller faldt sammen.
Efter således at have fået skabt kroppen, trykkede og trak jeg nu halsen og hovedet ud af en lille klump ler. Og endelig rullede jeg en lille tynd lerpølse, som skulle være dyrets hale. 
Dermed kom det færdige dyr til at bestå af kun 5 dele: 2 par ben, 1 ryg, 1 hoved og 1 hale.
Dermed opfyldte dyret foreløbig de fleste af de opstillede krav: 
- Dyret er let at samle og kan med afstivning gøres endnu lettere at samle. Derudover betyder "modulopbygningen", at hvis der fx sker en skade på fx ryggen, så medfører det ikke, at man skal starte helt forfra.
- Dyret er uundgåeligt meget kantet, men ligner dog et dyr og skaber dermed næsten lige så uundgåeligt en succesoplevelse i forhold til det at arbejde med ler.
- For de mere "hardcore" kan benene modelleres mere naturtro, kroppen kan skæres / modelleres lidt i facon, osv. Dermed er kravet om at kunne udfordre på forskellige niveauer også opfyldt. 
- Alle 5 dele ville kunne forberedes på forhånd.

Men hvad så med at dyret efterfølgende skulle kunne bearbejdes...! Jo, her prøvede jeg at anvende min erfaring fra træarbejde, hvor man jo typisk afslutter næsten hvad som helst ved at pudse efter med sandpapir.
Spørgsmålet var derfor: Kunne man pudse lufttørret ler med sandpapir...? Svaret er helt klart JA! 

Uden at sige for meget, støver det "en del", men man kan med sandpapir sagtens afrunde skarpe kanter, fjerne ujævnheder og lignende. Jeg brugte sandpapir af typen korn 100 (hvilket betyder at der er 100 korn pr. kvadratcentimeter) og det fungerede fint. Dermed har man på visse lerting mulighed for at rette op på småfejl eller bearbejde ting eller steder der ikke lader sig bearbejde mens leret stadig er fugtigt.

Dermed fik jeg her min (foreløbig) sidste erfaring udi i det at arbejde med ler:
12) Når ler er så tørt, at man med sandpapir ikke længere trækker spor i overfladen, kan det uden problemer efterbearbejdes med alm. sandpapir.

Adventsstage i ler

Leropgave (5:9)

I den bog jeg nævnte i et tidligere indlæg var der også et forslag til en lysestage. Ikke at jeg allerede er i julestemning, men alligevel var det jo oplagt at udvide den viste stage til at kunne rumme fire lys og dermed blive en adventsstage.

Igen startede processen med at ælte en klump ler (hvilket slet ikke er så let, som man tror, hvis man skal ende med færre og ikke flere luftbobler end før æltningen!). Dernæst blev den flade bund på en salatskål "fjernet". I stedet for  blev skålens naturlige runding videreført henover bundens yderside vha. en lille klump ler.

Dernæst skulle der rulles en aflang plade, som efter at være blevet skåret til, forsigtigt blev placeret ovenpå den modificerede salatskål. 

Derefter blev kanterne nu kradset op, påført slikker og forsynet med en fingertyk lerpølse. Denne lerpølse blev først klemt fast og så med våde fingre formet i den ønskede profil. Adventsstagen blev nu stillet til tørre, og først i anden runde forsynet med de fire lyseholdere. Her gjorde jeg imidlertid en STOR fejl! Processen med at fastgøre lyseholderne blev gjort en aften før jeg skulle på nattevagt. Jeg var derfor under et vist tidspres, og samtidig arbejdede jeg i lyset fra en gammel fotolampe. Dvs. der var ikke et jævnt lys på arbejdsbordet med det resultat, at da jeg dagen efter så det færdige resultat, kunne jeg konstatere, at de fleste af lyseholderne sad skævt på selve stagen. Hermed blev jeg endnu en erfaring rigere: 

11) Sørg for godt og jævnt lys når der arbejdes med ting, der skal være præcise! Det der i lyset fra en enlig lampe ser tilforladeligt ud, kan i dagslys vise sig at være pilskævt!