Leropgave (9:9)
Efter at det forglødede lertøj nu i en tid havde ligget stille, var det tid til at få det glaseret og færdigbrændt. En af mine gode bekendte - Stefan - er keramiker, og en mørk vinteraften mødtes vi i hans atelier, hvor vi startede med at opløse de to poser med keramisk glasurpulver (hvid og brun) i et par spande koldt vand. For at sikre sig, at man ikke pludselig står med en meget tynd og uanvendelig glasur, gav Stefan mig det tip, først at lade pulveret stå og suge vand i et stykke tid, derefter fjerne det overskydende vand med en øresprøjte (!), røre rundt og mærke konsistensen, for så til sidst at eftertynde med vand til man har en tilpas cremet konsistens. Han fortalte mig også, at man skal være opmærksom på, at selvom glasuren ændrer konsistens fra pulver til en flydende masse, så opløses de enkelte glasurpartikler i princippet aldrig. Når man opløser keramisk glasurpulver sker der hverken mere eller mindre, end hvis man hældte jord i en spand med vand: Jorden kan godt gøres til en gang grød - en delvis flydende masse - men så snart man ikke holder denne masse i bevægelse, synker de faste partikler til bunds. Præcis sådan er det også med opløst keramisk glasurpulver, og derfor skal man i hele glaseringsprocessen holde en relativ hurtig arbejdsgang.
Efter at have fået opblandet de to glasurer var det tid til at overhælde skålen, "krukke-kassen", "heste-hunden" og adventsstagen med glasur. Igen kræver det et godt håndelag at få fordelt glasuren i en jævn og hurtig bevægelse, inden den begynder at "sætte sig". Alternativet til at overhælde lertøjet med glasur er, at have så stor en mængde glasur, at man kan nedsænke emnerne i glasuren. Denne dyppe-metode har den store fordel, at det ikke sprøjter helt så meget som hælde-metoden. (Ikke uvæsentligt i en pædagogisk sammenhæng, hvor deltagerne måske ikke ønsker, at deres tøj også glaseres!).
Efter overhældningen er det vigtigt, at få aftørret bunden, da glasuren under brændingen ellers flyder ud på de plader lertøjet placeres på og dermed forbinder de to emner urokkeligt med hinanden! Ligeledes er det vigtigt at lægge små "trefødder" og "trekantpinde" under lertøjet, da man dermed minimerer den kontakt, der er mellem emnerne og ovnpladerne. Efter at ovnen var pakket, fik lertøjet lov at stå og lufttørre natten over, inden der blev skruet op for varmen. Et par dage senere kunne jeg besigtige det færdige resultat, og efterfølgende tog jeg lertøjet med på foto-shooting i mit lokale nærområde og ved Ostseebad i Flensborg, så det her på bloggen kunne præsenteres i de flottest tænkelige kulisser.
Efter at det forglødede lertøj nu i en tid havde ligget stille, var det tid til at få det glaseret og færdigbrændt. En af mine gode bekendte - Stefan - er keramiker, og en mørk vinteraften mødtes vi i hans atelier, hvor vi startede med at opløse de to poser med keramisk glasurpulver (hvid og brun) i et par spande koldt vand. For at sikre sig, at man ikke pludselig står med en meget tynd og uanvendelig glasur, gav Stefan mig det tip, først at lade pulveret stå og suge vand i et stykke tid, derefter fjerne det overskydende vand med en øresprøjte (!), røre rundt og mærke konsistensen, for så til sidst at eftertynde med vand til man har en tilpas cremet konsistens. Han fortalte mig også, at man skal være opmærksom på, at selvom glasuren ændrer konsistens fra pulver til en flydende masse, så opløses de enkelte glasurpartikler i princippet aldrig. Når man opløser keramisk glasurpulver sker der hverken mere eller mindre, end hvis man hældte jord i en spand med vand: Jorden kan godt gøres til en gang grød - en delvis flydende masse - men så snart man ikke holder denne masse i bevægelse, synker de faste partikler til bunds. Præcis sådan er det også med opløst keramisk glasurpulver, og derfor skal man i hele glaseringsprocessen holde en relativ hurtig arbejdsgang.Efter at have fået opblandet de to glasurer var det tid til at overhælde skålen, "krukke-kassen", "heste-hunden" og adventsstagen med glasur. Igen kræver det et godt håndelag at få fordelt glasuren i en jævn og hurtig bevægelse, inden den begynder at "sætte sig". Alternativet til at overhælde lertøjet med glasur er, at have så stor en mængde glasur, at man kan nedsænke emnerne i glasuren. Denne dyppe-metode har den store fordel, at det ikke sprøjter helt så meget som hælde-metoden. (Ikke uvæsentligt i en pædagogisk sammenhæng, hvor deltagerne måske ikke ønsker, at deres tøj også glaseres!). Efter overhældningen er det vigtigt, at få aftørret bunden, da glasuren under brændingen ellers flyder ud på de plader lertøjet placeres på og dermed forbinder de to emner urokkeligt med hinanden! Ligeledes er det vigtigt at lægge små "trefødder" og "trekantpinde" under lertøjet, da man dermed minimerer den kontakt, der er mellem emnerne og ovnpladerne. Efter at ovnen var pakket, fik lertøjet lov at stå og lufttørre natten over, inden der blev skruet op for varmen. Et par dage senere kunne jeg besigtige det færdige resultat, og efterfølgende tog jeg lertøjet med på foto-shooting i mit lokale nærområde og ved Ostseebad i Flensborg, så det her på bloggen kunne præsenteres i de flottest tænkelige kulisser.
